|
Melodien under g, tæt belligenhed:![]()
|
Melodien mellem g og c, drop 2:![]()
|
Melodien over c, drop 2 og 4:![]()
|
Præcis hvor i melodien man dropper toner kommer an på stemmeføringen: stemmerne skal ikke indeholde alt for mange svære spring. Hvis melodien springer, er det som regel et godt sted at skifte.
Lad os prøve at lave drop 2 de kriminelle steder (noder med x, som alten sang før, er droppet en oktav ned og overtaget af bassen):

Ved pilen ligger drengene stadig for højt, her dropper vi også 4 (noder med x, som tenoren sang før, er droppet en oktav ned og overtaget af bassen):

Nu ligger akkorderne jævnt spredt og det er til at synge. En sidegevinst ved at skifte drop, når melodien springer, er som antydet også, at springene i understemmerne ofte bliver knapt så giftige. Blandt andet slap vi af med det svært syngbare tritonusspring ved D7-akkorden.
Læg mærke til at basstemmen ikke ligger specielt dybt. Hvis den kommer dybere ned er det alligevel ikke rigtigt til at høre, når der er andre instrumenter der spiller.
Basstemmen har heller ikke basfunktion, dvs. at dens rolle ikke er at komme med akkordernes grundtoner. Det sørger den instrumentelle bas for, koret her har mere samme rolle som en blæsersektion.