Stamtoner noteret med fortegn

Nogle gange noterer man en tone med et fortegn, selv om man kunne notere den som en stamtone. Det gælder primært de stamtoner, hvor der ikke er en afledt tone (sort tangent) imellem:

Man bruger disse noder for at kunne notere akkorder og skalaer ensartet. Hvis man for eksempel har en C-dur-akkord i grundstilling, står noderne pænt oven på hinanden:

Hvis man har samme type akkord med cis nederst, er det:

Man kunne notere midterste tone, eis, som et f, men så ville noderne stå anderledes end ved andre akkorder af samme type, og det er forvirrende:

Når to toner noteres forskelligt, men klinger ens, er de enharmoniske.

Disse toner hedder de det, der står skrevet, og ikke hvordan de klinger; for eksempel hedder kryds for e eis – og ikke f, selv om tonen klinger som et f.